tirsdag den 14. maj 2013

I SANDSTORM - PÅ ET PAR OG TREDIVE GRADER NORD




Af Finn E. Larsen, AFA

I slutningen af den næsten evigt lange vinter trængte vore kroppe i den grad til ændring af kuløren at det næsten var et must at rejse til kontinentet sønden for Middelhavet.

3 ½ time fra Billund, klædt i koldt hvidt, var tilstrækkeligt til at Ann-Helene og jeg mere end fornemmede at det skulle være muligt at tage forskud på en sommer mange breddegrader højere oppe på kloden.

Den djerbanske forpost til Afrika er slidt godt af turister de seneste mange år, men det tager solen ingen notits af, den stiger troligt op dag efter dag – og regn havde man ikke haft siden dansk Skt. Hans året forinden. Palmer, træer og buske bar da også præg heraf og blot svag brise løftede røde sandskorn fra terrænet.

 






På vej mod Djerba

Men Djerba er et godt og billigt udgangspunkt for at komme frem til ørkenkaravanernes hovedland.

Nogle dages ingentinghed, andet end vekslen mellem at være ubeskyttet for solens stråler eller nyde varmen og kold hvidvin i skygge, udløser en vis form for rastløshed; noget meget mere skal da ske.

Vi havde nok begge forhåbning om at komme så langt vest på at asfalten slap op og hvor der til alle sider kun var sand, men vi tænkte det ikke højt for hinanden for afstandene er store og km-nålen står kun sjældent ud for cifre med tre tal.









Oliventræer i endeløse rækker nær kysten

Med dæmningen fra Djerba over Boughraragolfen til tunesisk fastland bag os tog vi kystruten syd over mod Zarzis med nul vind, men med oliventræer i række og geled i hundredtusindvis mellem denne og kysten under en skrigblå himmel. I denne bræmme nær havets fugt trives oliventræerne ovenud fint.

Zarzis kunne vi altid se på tilbagevejen, men hvad vi ikke vidste, var at denne aldrig kom.

Sydvest kørte vi derpå, ud over store halvt udtørrede saltsøer, i begyndelsen stadig med den før omtalte blå himmel. Midtvejs over saltet fik himlen pludselig en anden, sløret og diffus farve – og der var kommet vind. Sandstorm! – dæmrede det for os.

Al fornuft tilsagde at vi burde holde ind til siden og afvente slutningen på denne ’byge’, den forsvandt vel lige så hurtigt som den kom? Men fornuften kom i anden række, den forventelige fascination af ørken så langt øjet rakte havde for længst taget overhånd. Så vi kørte videre.








Kort tid efter kørsel over saltsøen, hvor sandstormen startede

Da vi i skumringen kom tilbage til Djerba var det stadig sandstorm og overalt på hotelområdet lå der nyfaldent sand.

Timer med sand i luften med sigte fra nogle få kilometer til få meter gjorde at vi fik en fantastisk oplevelse. Vi kom godt nok ikke til ørkenen, kun til dens kant, men vi fik oplevelser vi ikke havde drømt om.

Driver af sand langs vejkanter og synet af sandrydningsmateriel bragte omgående minder om den massive brug af snerydningskøretøjer i den næsten overståede hjemlige vinter.
Det var faktisk ikke muligt at lukke bildøre op i vindsiden og mange billeder blev taget gennem bilens ruder. Men en stor del billeder blev alligevel taget i det fri – og objektiverne overlevede de fantastiske små røde sandskorn; det havde de ikke gjort ude ved Hvide Sande.

















Kilometersten. Så længe vi passerede én for hver tilbagelagt kilometer var vi ikke fortabt.

Så længe vi holdt os til de større veje var der kilometersten, for hver kilometer, og der var rimelig skiltning af byer, men inde disse, som i Tataouine, kun på arabisk – så at komme gennem denne by og ud på den anden side krævede hjælp fra flere taxachauffører.

På vej ud til ’vejs ende’ kom vi til og gennem en perlerække af små byer eller samling af bygninger. For mig, der har et fotografisk trekløver i form af natur, landskaber og arkitektur, blev det sidste en lækkerbisken. Hvad jeg her fandt, var buer, hvælvinger, kuppelformer og rundinger på bygninger som ingen turistbrochurer blot havde antydet. Og så hvad jeg vil kalde for behersket farvevalg i arkitekturen.

Solen havde for længst passeret sit højeste punkt på himlen, men sandstormen havde ikke givet os mulighed for at se dette, så med længere distance tilbage end den allerede kørte, returnerede vi mod Djerba men ad andre veje. Nu havde jeg til gengæld læ for vinden i min side af bilen så det blev muligt med flere udenbils optagelser.

Vi har sejlet i mange år og været draget af havet, men jeg er ræd for at ørkenen nu også drager. For et par år siden var vi på ’den anden side’, i Marokko, også tæt på det evige sand.

Mon ikke at det vil lykkes for os at komme derud engang og få fuld skrue på ørkenens natur, landskaber og arkitektur?

Finn E. Larsen
AFA

Ingen kommentarer:

Send en kommentar