torsdag den 26. december 2013

EN NYBEGYNDERS ERFARINGER MED FIAP GODKENDTE SALONER


Foto: Jonas D. Madsen, Næstved Fotoklub. ’Woman keeps Fruit’ Model Kristine Hansen.
Det aldrig lykkes mig at få antaget billedet i Europa, men udenfor Europa er antagelses procenten på over 55 %.

I Udland har vi bedt en række autorer om at komme med deres input til FIAP godkendte saloner. Hvad er hot, og hvad er not. Her er det Jonas D. Madsen fra Næstved Fotoklub, som deler ud af sine erfaringer. 

Af Jonas D. Madsen, Næstved Fotoklub

Mine erfaringer med FIAP godkendte saloner startede for ca. 2 år siden. Jeg havde besluttet mig til at prøve kræfter med at få mine billeder med på de udenlandske saloner og samle point til en fotografisk titel. Jeg følte på det tidspunkt, at det var en anelse umuligt. 

Jeg fik god hjælp i min klub af flere medlemmer, der hjalp mig med at udvælge flere egnede billeder. Fælles for de udvalgte billeder var, at der var nogle skønhedsfejl, som skulle rettes. Alle ting som ikke ville bidrage til noget positivt i billedet, og som man heller ikke ville savne, blev fjernet. 

Efter at have finpudset værkerne, satte jeg mig ind i konkurrencereglerne og onlinebetalingskortet PayPal. Jeg skulle lige bruge lidt tid på det, men det er faktisk lige til, når man først har det lært. Mange saloner er rimeligt ens bygget op og har meget ens regler. De fleste har et nemt upload system til de digitale billedefiler, man sender. De fleste minder meget om uploadet til Den Nationale, hvis man har prøvet det.

FØRSTE SALON
Den først salon jeg prøvede var i England; her fik jeg ikke antaget noget som helst. Jeg prøvede så to saloner på Balkan og fandt hurtigt ud af, at det er en del nemmere i disse lande. Antagelses procenten løber i nogle kategorier op over 40%. Så kan man mene om det, hvad man vil. Jeg fik i hvert fald selvtillid til at prøve flere saloner og lige pludseligt var det umulige, muligt.

Jeg prøvede efterfølgende at sende billeder til Florida, Argentina, Østrig, Sverige og Spanien. Jeg kunne se et mønster i de antagelser, som mine billeder fik. Jeg syntes hurtigt, det blev en anelse uoverskueligt, så med hjælp fra en god arbejds kollega fik jeg lavet et ’antagelses skema’ i Excel. Så det med at holde styr på hvor mange gange billederne har været til bedømmelse og hvor stor deres antagelses procent er, blev en del nemmere. Faktisk, ren statistik omkring mine billeder. Denne statistik bruger jeg til at holde styr på billederne. Fx har et billede været til bedømmelser over 10 gange og er ikke blevet antaget, bruger jeg ikke meget mere energi og penge på det.

I dag når jeg sender billeder til saloner, ser jeg på min statistik for hvilke lande, de har klaret sig bedst i og sender dem derfor ud geografisk. Jeg sørger endvidere for, at der altid er nogle billeder i blandt, som har en høj antagelses procent, så jeg har større sikkerhed for at bare få lidt med hjem fra salonen. Jeg synes det er surt at sende ud til en salon og ikke få antaget noget. Mest fordi man misser et land, en salon og en antagelse til sit pointregnskab, for ikke at tale om deltagergebyret på en gang.

Da jeg ikke er verdensmester i fotografiets kunst eller har et pengetræ i haven, gør jeg mig altid disse overvejelser, før jeg sender mine billeder ud. Jeg ser oftest på salonprisen, og på hvor mange stjerner kataloget har på FIAP’s liste på deres site. Men jeg har desværre også oplevet, at man ikke altid kan regne helt med det, da stjernerne er baseret på de tidligere år. Ang. salonpriser kan der være stor forskel. Salonprisen pr. bedømt billede kan nemt variere fra 7,5 kr. til over 20 kr. Så jeg tjekker altid prisen i forhold til antallet af bedømmelser og katalog. Det kan godt svare sig.

SALONER FOR DEN UERFARNE DELTAGER
International Salon of Photography "Montenegro" (tidlig sommer)
International Salon of Photography "Woman" Serbien (2014/053) (1. Marts)

Du har mulighed for at få bedømt 24 forskellige billeder for under 200 kr. Begge saloner er nemme at uploade på. Du får fra begge saloner et DVD katalog. Nemt sat op i kategorier og fotografernes navne står i alfabetisk rækkefølge. Det er derfor nemt at finde dine egne billeder, og nemt for et familie medlem eller en model at finde sig selv, hvis du vælger at sende en kopi af DVD’en til dem. Sådan er det ikke med alle digitale kataloger.

SALONER MED FLOTTE KATALOGER I BOGFORM
Trierenberg Super Circuit, Østrig (forår) To kataloger i bogform. Flere centimeter tykt. Dog lidt mange reklamer.

Exposed, Slovenien (december) og International Photography Exhibition – Bor, Serbien (vinter). Små, men super kataloger i A5 format. Flot tryk.

F2 - Salon Internacional de Fotografia, Argentina. (forår) Flot katalog. I denne salon få du også en en DVD med billederne fra udstillingen.

SALONER SOM SKUFFEDE
Følgende saloner skuffede, da kvaliteten af kataloget ikke levede op til mine forventninger:

Great British Small Print Circuit (februar) – Dårligt katalog i bogform, 3 sider med små billeder og ellers kun antagelseslister. Men en god circuit til at få print antagelser med.

Grand Digital Circuit 2013, Indien (tidlig sommer) – Masser af antagelser fik jeg, men DVD’en kunne jeg ikke afspille. Selv min IT-tekniker på arbejde prøvede og måtte opgive.

Southampton International Exhibition, England (2014/001) (2. februar) – Antagelses liste med små billeder. Tørt og kedeligt katalog.

























Foto Jonas D. Madsen. Næstved Fotoklub. ’Drops on Face.’ Model Deedee. 
Mest antaget billede jeg har lavet med en antagelses procent over 70 %. Det bliver antaget i mange lande, dog er det sværest i Norden …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar