tirsdag den 24. december 2013

INTERNATIONALE SALONER 2014 – HVOR SKAL MAN STARTE?

Som en lille service til vore aktive medlemmer, har SDF Udland bedt en række authorer om at komme med forslag til otte-ti saloner, de kan anbefale andre at deltage på, eller selv har prøvet tidligere. Gerne krydret med personlige erfaringer eller små anekdoter.

På FIAP's hjemmeside kan du finde en ajourført liste over godkendte saloner i 2014. Listen opdateres løbende, så antallet af saloner med deadline efter sommerferien, er endnu begrænset.

Vi starter ud med mine egne ni forslag. Første salon har aflevering 19. januar – så er vi ligesom i gang ...

JANUAR
2014/015-019 9th Holland International Image Circuit
Vi lægger ud med en digital circuit i Holland. Fem saloner i én. Rimelige EUR 55 for tre kategorier, og de har et fem-stjernet katalog. Prøvede den med succes for nogle år siden, da den var en dias circuit.

2014/074 3rd Port Talbot International Salon
Pays de Galles – eller Wales, som vi kalder det på disse kanter – har en rigtig fin, lille salon med et 4-stjernet katalog. Det er svært at lære briter ret meget udi monokrome billeder, så bare det at få antagelser, er en lille sejr i sig selv.

FEBRUAR
2014/084 – 087 2nd Greek Photographic Circuit
Digital circuit med fire saloner i det Græske Øhav. Selvom kataloget er digitalt, er det én af salonerne, som er på min to-do liste i 2014. Har et godt forhold til den græske liaison officer, så alle græske saloner har min bevågenhed.

2014/021 This is Life - 1st International Digital Salon of Photography
Finland har fået en ny international salon, som naturligvis skal prøves af. EUR 40 for tre sektioner er måske lige til den dyre side, så de skal komme op med et flot katalog, hvis jeg skal deltage senere. Finland plejer at have nogle rigtigt dygtige naturfotografer, så måske er det derfor, de har valgt kategorien fotojournalisme (PJ)?

2014/003 – 006 1st Queensland International Digital Circuit
Ny digital salon fra Down Under. Fire saloner med fire kategorier for noget der ligner kr. 400, er ikke billigt, men hvis man skal have en AFIAP titel, skal man have antagelser i minimum 8 lande, så her er Australien et godt supplement til Østrig og Serbien, hvor de fleste starter. Da det er en ny salon, kendes katalogets kvalitet endnu ikke.

2014/063 1st International Salon of Photography ”Photo Artist 2014”
Ny digital salon fra Schweiz. EUR 40 for fire saloner. Igen synes jeg, det er vigtigt at støtte op om de nye saloner – også de, som ikke er fra Serbien.

MARTS
2014/022 1st Lofoten Exhibition of Photographc Art
Ny digital salon fra Norge. Emnet er ”Traditional Living” og der er aflevering i både farve og monokrome.
Saloner med så specielle emner, ses ikke ofte, så hvis du har billeder, som passer til temaet, skulle der være rigtigt gode chancer for succes.

2014/096 XXXVIII Trofeu Torretes de Fotografia
Digital spansk salon med havet som tema. Med godt 7.300 km. kystlinie i Danmark må det være muligt at lave billeder, som vil kunne gøre indtryk på spanierne.

Har altid haft et blødt punkt for de spanske saloner. Måske fordi det er så svært at få antagelser eller præmiering dernede. Niveauet er meget højt, men så er glæden desto højere, når det lykkes. Fem-stjernet katalog, men desværre endnu ingen oplysninger omkring pris.

2014/118 13th Salon Internacional de Imagen Virtual
Digital salon med seks kategorier for USD 40. Kataloget er digitalt. Niveauet i Argentina plejer at være forholdsvis højt. Man får ikke noget foræret, men må dyste med nogen af de bedste autorer. De plejer at være gode til portrætter i miljø og ikke mindst natur.

Ovenstående er mine ni forslag til internationale saloner, du kan deltage på vinter/forår 2014. Hertil kommer naturligvis de danske internationale saloner samt Jyske, Mellem Sund & Bælt, Fælles Fynske og vores egen Den Nationale hen over 2014. Rigtig god fornøjelse!

Venlige eksponeringer fra

SDF Udland

Ingen kommentarer: